Quiz
Video
Debat
Nyheder
 
 

 

Hvad er lovligt?

At bruge menneskefostre til andre formål end at skabe en baby er et meget kontroversielt emne.

Nogle mennesker anser det at ødelægge et menneskefoster for at kunne helbrede en sygdom som helt uacceptabelt. Andre anser det for acceptabelt, hvis fosteret er ungt nok og sygdommen er alvorlig nok.

For at kunne udforme en lov, som enten forbyder eller tillader brugen af fostre i den medicinske forskning, så skal juristerne debattere alle emner med videnskabsfolkene, de religiøse ledere, bio-etikere, lobbygrupper og repræsentanter fra offentligheden.

De kulturelle og historiske forskelle i Europa har medført, at hvert land har lavet forskellige love for brugen af fostre. I nogle tilfælde er den samme ting lovligt i et land og forbudt i et andet

Få mere at vide om følgende emner.

Er det lovligt at bruge menneskefostre til medicinsk forskning?
Er det lovligt at lave et foster alene med det formål at lave medicinsk forskning?
Er det lovligt at bruge menneskefostre til at producere stamceller?
Er det lovligt at klone et menneskefoster med henblik på medicinsk forskning (terapeutisk kloning)?
Er der en lov, som forbyder reproduktiv kloning?

Klik på et emne for at læse mere. Klik her for at vælge land.

Er det lovligt at bruge menneskefostre til medicinsk forskning?

Danmark
I Danmark er der to tilfælde, hvor det er lovligt at bruge menneskefostre til medicinsk forskning. Det er, hvis målet er at forbedre teknikker til kunstig befrugtning og til genetisk fosterundersøgelse. Ethvert andet forsøg med et foster er ikke lovligt. Det følger af den danske lov om kunstig befrugtning fra 1997.

Finland
Medicinsk forskning reguleres af den medicinske forskningslov fra 1999, som fastlægger, at fostre som er tilovers efter en befrugtningsbehandling kan bruges til forskning, hvis donerne har givet deres skriftlige samtykke. Fostrene må ikke puttes ind i en krop og skal tilintetgøres senest 14 dage efter befrugtning. Æg og sperm kan opbevares i flydende nitrogen i 15 år, fx i tilfælde af at en sygdom i en tidlig voksenalder medfører manglende frugtbarhed. Efter 15 år kan æg og sperm ikke bruges til forskning og skal tilintetgøres.

Frankrig
Nej. I Frankrig gælder der et generelt forbud mod forsøg med menneskefoster ifølge loven om bioetik fra 1994. Men der er en undtagelse, idet forskning er lovligt, hvis det er til gavn for fostret og ikke skader det, og forældrene giver deres samtykke.

Siden loven blev indført, har tingene ændret sig. Frankrigs højeste medicinske myndighed (den nationale etiske komite og det medicinske akademi) og statsrådet har anbefalet, at forskning i fostre i reagensglas skal godkendes.

Der blev fremsat et nyt lovforslag til ændring af den tidligere lov for ministerrådet den 20. juni 2001, som blev vedtaget efter første høring i det franske parlament i januar 2002, og som vil kunne træde i kraft i 2003. Den nye lov vil gøre det muligt for forældre at donere deres overskydende nedfrosne fostre (ikke implanteret i livmoderen) til medicinsk forskning. Der vil kun blive foretaget forsøg, hvis begge forældre giver deres skriftlige samtykke og hvis forskningsprotokollen er godkendt af forsknings- og sundhedsministeriet.

Portugal
Nej, i Portugal har der aldrig været enighed om fosterets status. Der har været en forhindring for ethvert forsøg på at legalisere medicinsk assisteret fremavling (der har været fremsat mere end 10 lovforslag i de sidste to årtier).

Ministerrådet har udstedt et meget generelt lovforslag (135/VII 1997), som forbyder skabelsen eller udnyttelsen af fostre til forskning eller videnskabelige forsøg. Dog accepteres forskning, når formålet alene er til gavn for fosteret.

Spanien
Spanien har love, som gælder direkte på dette område (lov 35 af 22. november 1988 om IVF-behandlingsmetoder og lov 42/1988 af 28. december 1988 om donation og anvendelse af menneskelige fosteranlæg og fostre eller celler, væv og organer deraf samt Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin, som Spanien har ratificeret). Desuden
har den spanske forfatningsdomstol afsagt nogle betydningsfulde domme på området (STC 212/96 og STC 116/99).

Lovene tillader forskning med fosteranlæg, der ikke er levedygtige, hvilket vil sige, at hovedproblemet er begrebet levedygtighed. Debatten går i høj grad på, om overskydende nedfrosne fosteranlæg, som har overskredet den sidste lovlige dato for anvendelse og er blevet kasseret til brug i forbindelse med forældreprojekter, bør anses for ikke at være levedygtige, da de ingen muligheder har for at udvikle sig i en beholder med flydende kvælstof. Den Nationale Kommission for IVF-behandling samt Bioetisk og Juridisk Observatorium og mange videnskabelige sammenslutninger har erklæret, at de går ind for denne opfattelse.

Storbritanien
Ja, i England er det lovligt i henhold til strenge bevillingsbestemmelser.

Siden 1990 har den engelske Human Fertilisation and Fosterlogy Act tilladt forskning i menneskefostre med få specifikke formål, herunder forskning i abort, manglende frugtbarhed og genetiske sygdomme.

I 2001 blev lovgivningen ændret, så den tillod brug af fostre til forskning i alvorlige sygdomme og deres behandling samt forskning i udviklingen af menneskefostre.

I alle tifælde skal fostrene tilintetgøres i løbet af 14 dage efter befrugtningen.

Tyskland
I Tyskland gælder loven Embryonenschutzgesetz (om fosterbeskyttelse), som trådte i kraft i januar 1991. Den tillader diagnose eller analyse af et foster, hvis det er til gavn for fosteret og har til formål at implantere fosteret i moderens livmoder med henblik på graviditet og fødsel. At bruge et foster til medicinsk forskning er derfor ulovligt i Tyskland.

Europæiske Union
Der findes ingen specifik EU-lovgivning.

[Tilbage til spørgsmålene]

Er det lovligt at lave et foster alene med det formål at lave medicinsk forskning?

Danmark
Nej. I Danmark er det ikke lovligt at lave fostre alene med det formål at udføre medicinsk forskning. Forskning på fostre er kun lovligt på fostre, der er skabt ved kunstig befrugtning men som ikke er blevet brugt. Denne regel står ikke direkte i den danske lov om kunstig befrugtning fra 1997, men det er Folketingets fortolkning af loven.

Finland
I Finland er det strengt forbudt at lave fostre, som kun er til forskningsformål.

Frankrig
Nej. I Frankrig forbyder den nuværende lov, som blev vedtaget den 29. juli 1994, at der produceres fostre til forskningsformål. In vitro fertilisering (IVF) kan kun have et formål: at hjælpe et par med at få et barn. Overskydende fostre opbevares frosne i fem år med henblik på senere implantering i livmoderen. Forældrene kan også beslutte sig for at give dem til et andet par eller at tilintetgøre dem. Efter den femårige periode, skal fostrene tilintetgøres. Der er i dag i Frankrig ca. 100.000 overskydende fostre og der produceres yderligere ca. 1.000 hver måned.

Den nye lov, som der stemmes om i 2003, vil også forbyde undfangelse af et menneskefoster med forskningsformål (dvs. hvor der ikke er en direkte plan om at sætte et barn i verden). Lovgiverne er enige med biologen Jacques Testard (skaber af den første reagensglasbaby i Frankrig) og hans forbehold: at skabe et menneske med det formål at tilintetgøre det vil være en sand antropologisk revolution.

Portugal
Nej, lovforslag 135/VII 1997, som er udstedt af ministerrådet, forbyder skabelsen og udnyttelsen af fostre til forskning eller videnskabelige forsøg. Dog accepteres forskning, når formålet alene er til gavn for fosteret.

Den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig værdighed hvad angår anvendelsen af biologi og medicin trådte i kraft i Portugal i december 2001. I henhold til §18 forbydes det udtrykkeligt "at skabe menneskefostre med forskningsformål".

Spanien
Nej. Dette forbydes specifikt i artikel 18.2 i Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin, som er ratificeret af Spanien og har været gældende siden 1. januar 2000.

Storbritanien
Ja, det er lovligt i England, hvis der er givet samtykke. Før æg og sperm kan indsamles, skal donerne underskrive en samtykkeerklæring om, hvad deres æg og sperm kan bruges til i forskellige situationer, fx hvis de skulle dø, eller hvis der er overskydende æg.

Hvis der er givet samtykke, så kan æg og sperm bruges til at skabe et nyt foster, som kun anvendes til medicinsk forskning, hvorefter det tilintetgøres. Den engelske Human Fertilisation and Fosterlogy Act er gældende for alle fostre, uanset om de er skabt til implantering i en kvinde eller de udelukkende er skabt med henblik på medicinsk forskning.

Tyskland
I henhold til §1 i loven om fosterbeskyttelse fra 1991 kan enhver person retsforfølges, hvis vedkommende foretager kunstig befrugtning af et æg og formålet ikke er at opnå graviditet for den kvinde, som har doneret ægget. Derfor er det ulovligt at lave et foster, når formålet kun er medicinsk forskning.

Europæiske Union
Der findes ingen specifik EU-lovgivning.

På Europarådets niveau forbyder den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig værdighed hvad angår anvendelsen af biologi og medicin udtrykkeligt brugen af menneskefostre til forskningsformål (§18). Men konventionen har kun retskraft, når den er blevet ratificeret af de nationale parlamenter, og det er ikke sket i alle EU-landene.

[Tilbage til spørgsmålene]

Er det lovligt at bruge menneskefostre til at producere stamceller?

Danmark
Det er ikke lovligt at bruge menneskefostre til at producere stamceller. Det fremgår af den danske lov om kunstig befrugtning fra 1997. Men det er lovligt at importere stamceller til forskning fra andre lande. Det udtrykte sundhedsministeren i januar 2002.

Finland
Forskning som sigter mod at ændre arvelige kvaliteter eller egenskaber er forbudt, medmindre man som følge heraf kan helbrede eller forhindre en alvorlig sygdom. Forskning i stamceller kontrolleres af de etiske komiteer på distriktshospitalerne.

Frankrig
Nej. I dag forbydes fjernelsen af stamceller fra fostre i henhold til loven om bioetik fra 1994, som ikke tillader forskning i fostre. Men der er et hul i loven (ca. 60 linjer nede), idet import af humane fosterceller fra det international marked ikke forbydes.

Det nye lovforslag for 2003 ventes at lovliggøre produktionen af stamceller med terapeutiske formål, men kun ved brug af overskydende frosne fostre, som er lavet i reagensglas og doneret af begge forældre til forskningsformål.

Portugal
Portugal har ingen lov om stamceller. Men ifølge §18 i ovennævnte konvention, som har retskraft i Portugal, forbydes det udtrykkeligt "at skabe menneskefostre med forskningsformål".

Spanien
Loven foreskriver, at der skal indhentes særlig tilladelse til dette. Tilladelsen bør i princippet gives af Den Nationale Kommission for IVF-behandling eller af et særligt nedsat udvalg. Der er imidlertid divergerende meninger om dette, og den konservative regering er imod det.

Storbritanien
Ja, i England er brugen af fostre til at producere stamceller lovligt. Siden 2001 har det været lovligt at anvende fostre på den måde for at finde frem til en helbredelse af alvorlige sygdomme. Forskning tillades kun, når det er bevilget af det engelske Human Fertilisation and Fosterlogy Authority. Som for al forskning i fostre, så må man kun lade fostrene udvikle sig i 14 dage efter befrugtningen. Ved slutningen af den 14. dag skal fostrene tilintetgøres (selvom fostrene faktisk ikke overlever længe under disse forhold).

Tyskland
Den tyske lov om fosterbeskyttelse forbyder brugen af ethvert foster bortset fra implantering i moderens livmoder med det formål at opnå graviditet og fødsel. Derfor er det ulovligt at bruge et foster til at producere stamceller.

Men under visse og særligt strenge omstændigheder er det muligt at importere stamceller fra andre lande med henblik på specielle forskningsprojekter af stor vigtighed. De specielle stamceller skal stamme fra stamcellelinjer, som er dannet og oprettet før 1.1.2002 og de kan kun bruges i forskningsprojekter med meget vigtige forskningsmål. Hver enkelt sag skal godkendes af en særlig etisk komite.

Europæiske Union
Der findes ingen specifik EU-lovgivning.

[Tilbage til spørgsmålene]

Er det lovligt at klone et menneskefoster med henblik på medicinsk forskning (terapeutisk kloning)?

Danmark
Det er ikke lovligt at klone et menneskefoster til medicinsk forskning. Det fremgår af den danske lov om kunstig befrugtning fra 1997. Der er ingen lov om brugen af terapeutisk kloning til behandling. I Danmark kan en læge foretage behandling med terapeutisk kloning, så længe han følger reglerne for praktiserende læger (Lov om udøvelse af lægegerning) fra 2001. Heraf følger, at en læge skal være forsigtig og ansvarsfuld i sit arbejde, men terapeutisk kloning bruges fortsat ikke til behandling.

Finland
Terapeutisk kloning af fostre, som er tilbage efter en befrugtningsbehandling, er lovlig, men fostrene skal tilintetgøres senest 24 dage efter befrugtningen.

Frankrig
Nej. I dag er produktionen af fostre ved kloning (implantering af somatisk kerne i ægcelle) forbudt i Frankrig. Lovforslaget, som ventes vedtaget i 2003, vil også forbyde denne teknik på trods af en anbefaling fra den nationale etiske komite. Den 7. februar 2001 stemte komiteen for en legalisering af terapeutisk kloning med 14 stemmer for og 12 mod. Men den nationale komite for menneskerettigheder (CNCDH), statsrådet og præsident Jacques Chirac har givet udtrykt for deres uenighed. De frygter, at en godkendelse af terapeutisk kloning vil medføre, at der dannes et kommercielt marked for æg og endvidere bane vejen for reproduktiv kloning.

Portugal
Portugal har ingen lov om terapeutisk kloning. Men ifølge §18 i ovennævnte konvention, som har retskraft i Portugal, forbydes det udtrykkeligt "at skabe menneskefostre med forskningsformål".

Det portugisiske videnskabelige fællesskab er dog enige om, at der eksisterer en teknologisk mulighed og anser det for at give håb om nye lægemidler.

Spanien
Ja, genetisk kloning er i princippet tilladt, hvis den sker ved brug af overskydende fosteranlæg, som har overskredet den seneste tilladte dato for implantation, og hvis donorerne af det genetiske materiale har givet deres samtykke. Problemet er, at der i Spanien findes religiøse grupper, som er klare modstandere af dette, og at disse grupper styrer statens beslutningstagningsprocesser.

Storbritanien
Ja, det blev gjort lovligt i England i januar 2001 ved en ændring til loven fra 1990 (Human Fertilisation and Embryology Act). Denne type af kloning kaldes for terapeutisk kloning og bruges til at producere stamceller til behandling af alvorlige sygdomme.

Som et svar på lovændringen i 2001 (som tillod terapeutisk kloning), iværksatte modstandere af abort fra den såkaldte Pro-Life Alliance en lovlig kampagne i et forsøg på at sætte en stopper for terapeutisk kloning. Den engelske højesteret udtalte i sin domsafsigelse, at det var korrekt, at et klonet foster var forskelligt fra et 'normalt' foster og derfor ikke var dækket af Human Fertilisation and Fosterlogy Act fra 1990.

Derfor var forskning med brug af klonede fostre ikke tilladt, da der ingen lovgivning var på området.

I januar 2002 blev denne dom afvist af 3 appeldommere, som i deres domsafsigelse fandt, at et klonet foster faktisk var dækket af samme lovgivning fra 1990, hvorfor terapeutisk kloning var lovligt. Det var lykkedes for Pro-Life Alliance i en begæring til House of Lords at få domsafsigelsen vurderet på ny.

Tyskland
Ifølge fortolkningen af de fleste juridiske eksperter i Tyskland, så omfatter forbudet mod kloning i §6 af loven om fosterbeskyttelse også "terapeutisk kloning" samt "reproduktiv kloning". Siden en sådan kloning i sig selv er et foster, så er det ikke kun ulovligt at producere det men også at anvende det til medicinsk forskning (loven om fosterbeskyttelse forbyder enhver fosterundersøgelse, undtagen når det sker for fosterets egen skyld).

Europæiske Union
Der findes ingen specifik EU-lovgivning.

[Tilbage til spørgsmålene]

Er der en lov, som forbyder reproduktiv kloning?

Danmark
Ja, den danske lov om kunstig befrugtning fra 1997 forbyder, at en læge behandler en kvinde med reproduktiv kloning. Forsøg med reproduktiv kloning er også forbudt.

Finland
Den medicinske forskningslov fra 1999 forbyder reproduktiv kloning.

Frankrig
Den lov, som ventes vedtaget i 2003, er meget skrap på det punkt. Den anser reproduktiv kloning (kloning med implantering i livmoderen) for at være en kriminel overtrædelse af integriteten af den menneskelige race samt for at være racehygiejnisk (§21). Den franske civil- og strafferetlige lovgivning vil blive udvidet med bestemmelser, som forbyder denne praksis. Biologer eller grupper af medicinske personer, som producerer et klonet og implanteret foster, står til fængsel i tyve år.

Endvidere har Frankrig og Tyskland gjort indsigelser over for FN med henblik på at indføre et internationalt forbud mod reproduktiv kloning. Det vil gøre det til en kriminel handling og omfattet af restriktive juridiske rammer svarende til dem, som gælder for totur.

Portugal
Ja, loven om assisteret avlingsteknikker, som blev vedtaget af parlamentet i juli 1999, forbyder kloning og gør brugen heraf til en kriminel handling.

Spanien
Ja, reproduktiv kloning har i følge loven om IVF-behandling været forbudt siden 1988. Reproduktiv kloning anses ifølge straffeloven af 1995 for at være en kriminel handling og er også forbudt i tillægsprotokollen til konventionen om menneskerettigheder og biomedicin, der - som tidligere nævnt - indgår som en del af Spaniens nationale lov.

Storbritanien
Ja, den engelske Human Reproductive Cloning Act blev vedtaget i december 2001. Ifølge loven er det ulovligt at placere et klonet menneskefoster i en livmoder. Skulle nogen forsøge, venter der en tiårig fængselsstraf.

Tyskland
Ja, §6 af loven om fosterbeskyttelse forbyder en kunstig skabelse eller forsøg på at skabe et menneskefoster med den samme genetiske information som et andet foster, menneske eller afdød person. Det er også strafbart at overføre eller forsøge at overføre et foster til livmoderen på en kvinde.

Europæiske Union
Ja, den første resolution fra Europa-Parlamentet (16. marts 1989) angiver, at menneskekloning kan medføre en strafferetlig reaktion. Resolutionen af 11. marts 1997 forbyder udtrykkeligt kloning og henstiller til de enkelte stater, at de indfører forholdsregler til at straffe alle kriminelle overtrædelser af forbudet (resolutionen af 28. oktober 1993 havde allerede gjort kloning af menneskefostre forbudt).

EU-charteret om vores grundlæggende rettigheder forbyder reproduktiv kloning af mennesker (§3).

I et bredere perspektiv forbydes kloning ifølge tillægsprotokollen (§1) til den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskets værdighed hvad angår anvendelsen af biologi.

Der findes andre internationale dokumenter, som forbyder kloning: Resolutionen af den 50. forsamling om verdens sundhed, dateret 14. maj 1997, og den universelle deklaration om det menneskelige genom og menneskerettighederne, dateret 11. november 1997 (§11).

[Tilbage til spørgsmålene]


Castellano 
Català 
Dansk 
Deutsch 
English 
Français 
Italiano 
Português 
Suomi 
Svenska 
 
©2002 bionet