Her er nogle af de argumenter, som ofte diskuteres i forbindelse med graviditeten af en HIV-smittet kvinde.

Bør en kvinde med HIV have lov til at få et barn?
For de fleste mennesker er egne børn en helt grundlæggende del af deres liv. Hvorfor skulle en person med HIV føle anderledes? Hvorfor skulle mennesker, som er kronisk syge, ikke være kærlige og gode forældre som alle andre?

Hvem har ret til at bestemme, om andre skal have børn eller ej? Er det ikke et spørgsmål, som kun det enkelte par kan tage stilling til? Det at få et barn er jo, når det kommer til stykket, en grundlæggende menneskeret - hvordan kan vi afskære nogen fra den?

Er det ikke uansvarligt og uetisk over for barnet, hvis en HIV-positiv kvinde bliver gravid, så længe der blot er skyggen af chance, for at barnet smittes?
Har man ret til at få et barn i enhver situation, uanset om man er rask eller ej? Hvad med argumentet om, at hvis en HIV-positiv kvinde får et barn, kan hun skade et andet menneske - nemlig hendes eget barn? Selv hvis smitterisikoen er blevet gjort meget lille som følge af god behandling, så er der stadig en risiko for, at barnet fødes HIV-positivt. Et sådant barn vil måske kun leve i kort tid og blive udsat for megen sygdom og smerte.

Er det ikke meget selvisk af en kvinde at ønske sig et barn under disse omstændigheder? Eller er det bedre ikke at blive født i stedet for at blive født med handicap eller en sygdom?

Er det ikke selvisk at ønske sig et barn, hvis du måske dør, før det vokser op?
Takket være de moderne lægemidler har man øget den forventede levealder for mennesker med HIV ganske dramatisk og der er mange, som kan se frem til et mere eller mindre "normalt" liv. Men der er ingen som på forhånd ved, hvor længe lægemidlerne virker for den enkelte patient. Der kan opstå voldsomme bivirkninger, eller virusen kan blive modstandsdygtig overfor medicinen. Der er ingen som ved, om moderen lever længe nok til at kunne hjælpe sit barn ind i voksenverden.

På den anden side, hvem (rask eller ej) ved på forhånd, hvornår de dør og om de lever længe nok, til at se deres barn vokse op. Enhver kunne dø i morgen, fx i et flystyrt eller en bilulykke, eller blive syg som følge af en alvorlig sygdom som fx kræft i nær fremtid.

Og er et ønske om et barn ikke til dels også et ønske om at leve videre med sine børn efter døden? Er det ønske ikke netop til at forstå, hvis personen ved at han eller hun snart skal dø?

Er det ikke frygteligt dyrt og har vi råd til det?
I den moderne antiretrovirus kombinationsbehandling anvender man højteknologisk medicin, som er meget dyr. Behandlingen omfatter ikke kun lægemidler men også de nødvendige periodiske undersøgelser som måling af virustal og t-celletal i patientens blod.

Mens sygeforsikringssystemet er ved at falde fra hinanden, har vi da råd til at betale for medicinsk rådgivning i forbindelse med en sådan graviditet og for de særlige krav i forbindelse med nedkomst, blot fordi en person, som ikke er rask, ønsker at få et barn? Hvad med omkostningerne ved den livsvarige behandling af barnet, hvis det fødes som HIV-smittet eller ved pleje af barnet, hvis moderen bliver alvorlig syg på grund af AIDS, eller hvis hun dør?