Etik handler om, hvad vi må, og hvad vi bør gøre. Hvad er godt, og hvad er ondt ? Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Som forbruger er du med til at bestemme, hvad etikken siger.

Her er en række eksempler på nogle af de etiske problemstillinger, der er aktuelle for gensplejsningsdebatten.

Leger videnskabsmændene Gud, eller sikrer de en naturlig udvikling?
Når man gensplejser, ændrer man på en plantes eller et dyrs egenskaber. Det sker ved at indsætte gener med de ønskede egenskaber i planten eller dyret. Eller ved at fjerne de uønskede egenskaber fra planten eller dyret.

Ved hjælp af gensplejsning kan en egenskab fra en påskelilje for eksempel blive overført til en risplante. Formålet er at dyrke ris med et stort indhold af A-vitamin. En påskelilje og en risplante ville aldrig bestøve hinanden og udveksle gener af sig selv.

Man kan også overføre en egenskab fra et dyr til en plante. Heller ikke det, ville ske af sig selv i naturen.

Skeptikeren vil spørge:

• Indtager forskerne Guds rolle, når de ændrer på planternes egenskaber?
• Og er det rimeligt at ændre på medfødte egenskaber?
• Er det rimeligt, at lave ændringer, som ikke kan ske af sig selv?
• Kan forskerne tillade sig på den måde at bryde ind i mange millioner års udvikling i naturen? Og er det i orden, at de påvirker den orden, som naturen har skabt?

Tilhængeren vil omvendt stille spørgsmålene:

• Hvis gensplejsning af fødevarer er unaturligt, er alt andet i landbruget så ikke også unaturligt? Køer giver i dag langt mere mælk end tidligere, kyllingerne vokser hurtigere, og hønsene lægger flere æg end deres vilde forfædre.
• Er der overhovedet forskel på gensplejsning af fødevarer, og de ikke-gensplejsede ændringer der ellers er lavet med afgrøderne og husdyrene i landbrugets historie? Den oprindelige majs var en lille grøntsag på størrelse med en finger. I dag er den længere end en stor mandehånd. En ændring landmanden har foretaget gennem fremavl.
• Er gensplejsning af fødevarer ikke blot en forlængelse af den udvikling, som har fundet sted igennem årtusinder for at sikre kvalitetsfødevarer?

Er gensplejset mad farligt, eller er mennesket bare bange for alt nyt?
Vi kender ikke risikoen ved gensplejsning af fødevarer.

Måske vil gensplejsning af fødevarer på sigt være årsag til ændringer, der er uønskede eller direkte farlige. Naturen kan ændre sig og blive ensrettet. Mennesket kan blive sygt eller miste evnen til at få børn. Vi ved det ikke med sikkerhed.

På den anden side har for eksempel telefonen ikke haft de uønskede konsekvenser, som skeptikerne frygtede. Nemlig at den ville isolere folk og fjerne behovet for socialt samvær med venner og familie. I dag vil mange mene, at telefonen tværtimod knytter folk tættere sammen. Så måske er mennesket bare af natur bange for alt ny teknologi.

Skeptikeren vil spørge:

• Ved vi nok til, at det er forsvarligt at spise gensplejset mad? Hvor sikre er forskernes vurderinger af den risiko, der kan være forbundet med at spise gensplejsede fødevarer?
• Tør vi løbe risikoen ved at bruge gensplejsning til fødevarer, når vi ikke kender langtidsvirkningerne?
• Er det rimeligt, at sammenligne gensplejsning af fødevarer med en opfindelse som for eksempel telefonen? Telefoner får jo ikke børn!
• Tør vi løbe risikoen ved at sætte gensplejsede planter ud i miljøet? Hvis de viser sig at gøre skade, vil vi ikke kunne gøre det om. Og skaden kan vokse, hvis planterne formerer sig.
• Er gensplejsede fødevarer virkelig nødvendige? Er der nogen grund til at acceptere en risiko for miljøet eller sundheden, hvis vi kan klare os uden gensplejsede fødevarer?

Tilhængeren vil omvendt stille spørgsmålene:

• Er gensplejsede fødevarer ikke blot et naturligt skridt i menneskets udvikling? Hvem kunne i dag forestille sig en verden uden telefoner?
• Kan vi tillade os at sige nej til en teknologi, der kan nedsætte brugen af sprøjtegifte og give sundere fødevarer, bare fordi vi af natur er bange?
• Er det overhovedet muligt at forudsige risici i en verden, der konstant er i forandring?
• Vil det være rimeligt at acceptere en vis risiko, hvis nytten er stor? Er det ikke det sats, der er forbundet med enhver form for udvikling?

Bør vi altid have ret til at vælge, hvad vi spiser?
I Europa skal det stå på emballagen, at en fødevare er gensplejset, hvis den indeholder gensplejset materiale.

Fødevarer, der utilsigtet indeholder mindre end 1% gensplejset materiale, skal ikke mærkes. Det samme gælder fødevarer, der er fremstillet af gensplejsede planter, men som ikke indeholder gensplejset materiale.

Mælk og kød fra dyr, der er fodret med gensplejset foder, skal heller ikke mærkes. En fødevare kan altså godt være fremstillet ved hjælp af gensplejsning, uden at forbrugeren kan se det på varedeklarationen.

Skeptikeren vil spørge:

• Er det rimeligt, at sukker fra gensplejsede sukkerroer og olie fra gensplejsede rapsplanter ikke skal mærkes?
• Og at kød og mælk fra dyr fodret med gensplejset foder ikke skal mærkes?
• Er det ikke princippet i, at der er brugt gensplejsning, der er den vigtigste oplysning, som man som forbruger skal kunne tage afstand fra?
• Bør forbrugeren ikke kunne se på alle fødevarer, om de er fremstillet ved hjælp af gensplejsning?

Tilhængeren vil omvendt stille spørgsmålene:

• Hvis sukker fra gensplejsede sukkerroer er magen til alt andet sukker, kan det så ikke være lige meget for forbrugeren, om sukkeret er fremstillet ved hjælp af gensplejsning?
• Kræver en mærkning ikke, at du kan dokumentere en forskel på produkterne, hvis mærkningen skal give mening?
• Er det ikke hellere en helt anden debat, der er relevant? En debat om, hvordan vi i dag fremstiller vores fødevarer, og hvordan vi ønsker de skal være i fremtiden. Er det for eksempel rimeligt, at mange fødevarer er pumpet med kemikalier, der giver kræft og allergi?

Hvem ejer generne?
Det er som regel store multinationale virksomheder, der står bag udviklingen af gensplejsede produkter.

Når en virksomhed har udviklet et nyt produkt, er det almindeligt, at virksomheden tager patent på produktet. Det kan for eksempel betyde, at en landmand, der har købt gensplejsede frø, ikke må dyrke såsæd til årene efter uden at betale for det.

Patentreglerne er forskellige i de enkelte lande. I Europa gælder et såkaldt "farmers privilege", som betyder, at landmanden kan bruge gensplejset såsæd, han selv har dyrket. Men såsæden må kun bruges på landmandens egne marker.

Virksomhederne kan også sikre sig en indtægt på deres gensplejsede planter ved at bruge den såkaldte terminator-teknologi. Her er planterne gensplejsede, så deres frø er sterile. Det betyder, at den gensplejsede plante ikke kan sprede sig vildt i naturen. Men det betyder også, at bønderne er tvunget til at købe ny såsæd hvert år.

Skeptikeren vil spørge:

• Er det i orden, at virksomheder kan tage patent på gensplejsede planter og sikre sig rettighederne over dem?
• Er det acceptabelt, at virksomheder i stigende grad kontrollerer både gener, processer og kemikalier? For eksempel kan en virksomhed både udvikle et sprøjtemiddel og en gensplejset afgrøde, der kan tåle sprøjtemidlet.
• Er jordens biologiske rigdomme ikke menneskehedens fælles arv og eje?
• Er det rimeligt, at terminator-teknologien kan tvinge fattige bønder til at købe ny såsæd hvert år, når de kunne dyrke det selv helt gratis?
• Er det rimeligt, at store virksomheder har kontrol og magt over fødevarekæden fra jord til bord?
• Vil de multinationale virksomheder ikke bare være med til at øge forskellen mellem de rige i vesten og de fattige i u-landene?

Tilhængeren vil omvendt stille spørgsmålene:

• Hvem siger, der er grund til at frygte virksomhedernes patenter? Hvis prisen bliver for høj for de fattige landmænd, vil virksomhederne jo ikke få solgt deres frø.
• Er det i orden, at vi siger nej til en teknologi, der kan give os nye og værdifulde opfindelser?
• Er det ikke kun rimeligt, at virksomhederne gennem patentrettigheder har mulighed for at få dækket de udgifter, de har haft med at udvikle det gensplejsede produkt?
• Vil vi risikere, at virksomhederne ikke vil investere penge i at udvikle bedre og billigere gensplejsede fødevarer?
• Er det ikke rimeligt, at bruge terminatorteknologien til at forhindre spredning af de gensplejsede planter til nabomarker og naturen?
• Er det ikke lige meget, hvem der laver fødevarerne, hvis bare de bliver bedre og billigere?

Kan den rige del verden sige nej til at redde de fattige fra at dø af sult?
Det meste forskning i gensplejsede fødevarer foregår i den rige del af verden. Men nogle af produkterne er udviklet til fordel for de fattige i u-landene.

Gensplejset ris med ekstra A-vitamin kan hjælpe mange fattige, der ellers ville blive blinde eller dø af mangel på vitaminer. Gensplejset korn, der kan dyrkes i områder med tørke, kan give fattige bønder større sikkerhed for en høst, der ikke slår fejl.

Skeptikerne vil spørge:

• Er det i orden, at den vestlige verden udvikler produkter, som u-landene kan blive afhængige af?
• Er det ikke nærmere en mere retfærdig fordeling af verdens eksisterende fødevarer og en mere varieret kost i u-landene, der skal til?
• Er løfterne om at redde verdens sultende befolkning i virkeligheden et smart trick fra de bioteknologiske virksomheder? Et trick, hvis formål er at overbevise skeptikerne om genteknologiens fordele.

Tilhængeren vil omvendt stille spørgsmålene:

• Er det rimeligt, at vi i den vestlige verden tager afstand fra en teknologi, der måske kan redde fattige folk i u-landene fra sultedøden?
• Kan vi tillade os at sige nej til gensplejsede afgrøder, der kan hjælpe de fattige bønder til et bedre udbytte? For eksempel ved at afgrøderne kan tåle perioder med tørke.
• Bør vi ikke være taknemmelige for et produkt som gensplejsede ris med ekstra næring, der kan være årsag til at færre fattige bliver blinde og syge?
• Kan vi i den vestlige verden tillade os at sige nej på de fattiges vegne?

Spiller vi russisk roulette med miljøet, når vi gensplejser?
Gensplejsning kan give os planter og dyr med mange forskellige egenskaber.

For eksempel har man udviklet gensplejsede majsplanter, der kan danne insektgift. Egenskaben betyder, at landmanden slipper for at sprøjte med insektgift, der også påvirker det omgivende miljø. Ved ikke at bruge giftstoffer undgår landmanden at forurene miljøet.

Men majsplantens gift kan også virke på andre dyr end de skadelige. På den måde kan nyttige dyr eller smukke sommerfugle risikere at miste deres føde og i sidste ende risikere at blive udryddet.

Skeptikerne vil spørge:

• Kan vi acceptere risikoen for, at de indsatte egenskaber spredes til vilde planter?
• Kan vi leve med, at vi ikke kender konsekvensen af, at egenskaberne bliver spredt i naturen?
• Hvad hvis en gensplejset plante opfører sig, ligesom kaninerne gjorde det, da de blev indført i Australien? Kaninerne forårsagede store ændringer i naturen. Eller som kæmpe-bjørnekloen fra Kaukasus, der i Europa breder sig uhæmmet og kvæler andre vilde planter.
• Går udviklingen ikke i en forkert retning, når vi laver gensplejsede planter, der tåler sprøjtemidler? Bør vi ikke snarere arbejde hen mod at fjerne giftstofferne fuldstændigt?

Tilhængeren vil omvendt stille spørgsmålene:

• Kan vi tillade os at sige nej til gensplejsede planter, der kan nedsætte forbruget af sprøjtegifte?
• Med vores belastede miljø, bør vi så ikke være taknemmelige for en teknologi, der gør det muligt for os at beskytte miljøet?